En klassisk kage, der formentlig har fået sit navn, fordi man risikerer at få hvidt 'overskæg', hvis man bider i marengstoppen. Man kan jo også vælge at servere den med kagegafler :-) Den angivne mængde passer til en almindelig springform, med en diameter på 22 cm. Vil man bage en bradepande fuld, skal man gange med 3. Man kan bruge andet end hindbærmarmelade, det skal bare helst være syrligt, så stikkelsbær eller rabarber er oplagt.
Dej:
- 75 g blødt smør
- 150 g sukker
- 2 æggeblommer
- 200 g hvedemel
- 1 tsk bagepulver
- 1 1/4 dl sødmælk
- ca. 3-4 spsk hindbærmarmelade
- evt. friske hindbær
Marengs:
- 2 æggehvider
- 125 g sukker
Pisk smør og sukker luftigt, bland bagepulver i hvedemelet og tilsæt mel lidt ad gangen, skiftevis med mælk. Rør til dejen er ensartet. Kom dejen i en springform, der er smurt, eller 'foret' med bagepapir (bagepapir er nemt at forme, hvis man gør det vådt og vrider det/trykker vandet af det). Bages ved 180 grader ca. 15 minutter. Tag kagen ud, og fordel hindbærsyltetøj på den. Skru oven op på 200 grader. Pisk æggehviderne stive, og pisk sejt ved at tilsætte sukker, ca. 1 spsk ad gangen. Fordel marengsmassen over kagen og bag videre ca. 15 minutter, til marengsen er let gylden og sprød. Man kan ikke mærke den er sprød, før kagen er kølet noget af. Serveres eventuelt med friske hindbær og kagegafler :-)
Anne
Ingen kommentarer:
Send en kommentar