Eller bare mac n cheese. En klassiker fra USA, der har bredt sig til resten af verden. Der findes et utal af måder at lave retten på, men sådan er det med mange populære retter. Macaroni and cheese bliver oftest serveret som en selvstændig ret.
- 500 g pasta (penne, skruer, eller som her suppemakaroni)
- 1 pose revet cheddar
- 1 dl revet emmentaler eller parmesan, hvis man er vild med det
- 4 dl mælk
- 1½ spsk mel
- 100 g smør (50 g til saucen og 50 g til at riste rasp i)
- 1 spsk sennep (gerne dijon, ellers den man ønsker)
- 1 håndfuld hakket persille
- evt. 2-3 dl rasp (gerne panko)
- evt. 3-4 tomater i skiver
Skyl og hak persillen. Kog pasta efter anvisning på emballagen. Lav en bechamelsauce ved at smelte 50 gram smør, det må ikke brune, piske melet i, så man får en smørbolle, og derefter piske mælken i lidt ad gangen, og sørge for der ikke er klumper. Kom sennep og osten i saucen, lidt ad gangen og rør godt, imellem. Rist rasp gyldent i smør, hvis man ønsker rasp i, lad det afkøle på pergamentpapir og rør i det, mens det køler ned, så det ikke klumper. Bland pasta, ostesaucen, persille og rasp, læg evt. tomatskiver på toppen. Sæt retten i en 200 grader varm ovn, til den begynder at hæve sig- ca. 15 minutter.
Anne
Ingen kommentarer:
Send en kommentar