Polenta er meget anvendt i Norditalien, som alternativ for kartofler eller pasta. Det smager fabelagtigt, og mætter godt. Her er det serveret med
semidried cherrytomater og
æble selleri salat. Polenta kan koges efter anvisning på pakken, og anvendes som tilbehør til alt. Hvis man vil lave grillet polenta, koges polentaen kort og stilles i køleskab natten over.
- 125 g quick polenta (den kan også hedde forkogt, eller slet og ret majsmel)
- ½ l vand
- 2 fed hvidløg
- godt salt
- 2-3 spsk olivenolie
- olivenolie til at stege i
Kom eventuelt bagepapir i bunden af en egnet form, ikke op ad siderne*. Bring vandet i kog, og kom poletaen i under kraftig piskning (f.eks. med en gaffel), så man undgår klumper. Kog 1-2 minutter og kom presset hvidløg, salt og olivenolie i. Kom polentaen i formen. Og stil den i køleskabet til næste dag. Skær polentaen ud i passende stykker, som firkanter, trekanter, eller stik den ud med et glas, som jeg har gjort. Kom olivenolie på en pande og steg polentaen 3-4 minutter på hver side, ved middel varme.
* Jeg bruger altid en plastikopbevaringsboks (firkantet, med låg), og kommer ikke bagepapir i bunden, jeg vender bunden i vejret på boksen og banker den let mod et skærebræt, så kommer polentaen altid ud, som et helt stykke.
Anne
Ingen kommentarer:
Send en kommentar