De nyeste opskrifter og tips




Varme Hveder (Hvedknopper)

Print Friendly and PDF
Traditionelt spiser man varme hveder aftenen inden Stor Bededag. Oprindelig mener man, at skikken med at spise varme hveder, selve Stor Bededag var, at bagerne skulle holde fri på dagen, og hvederne kunne købes dagen inden, og ristes. Man rister stadig hveder, og spiser dem kun i forbindelse med Stor Bededag, selv om konsistensen og smagen egentlig er meget lig krydderboller, som man også oftest rister. Hvis portionen skal passe i en normal størrelse bradepande, er man nødt til at bage denne portion, altså hverken halvere, fordoble eller andet. Der bliver 20 hveder af portionen.
  • 2½ dl lunkent vand
  • 2½ dl lunkent mælk
  • 30-50 g gær
  • 2 æg
  • 50 g sukker (gerne rørsukker)
  • 1 stor spsk kardemomme
  • 50 g blødt smør
  • 1000-1200 g hvedmel
  • 1 spsk god salt
Opløs gæren i sukker, mælk og vand. Tilsæt æg, mel, smør, kardemomme og salt (tilsæt altid salt, efter melet er kommet i skålen, da salt hæmmer gæringsprocessen man lige har startet med sukker og de lune væsker). Ælt grundigt, gerne i røremaskine og lad dejen hvile tildækket, til den har dobbelt størrelse. Gerne et lunt sted, ca 1-2 timer. Kom dejen ud på et melstrøet bord og ælt den i hånden. Del den i 20 stykker, der trilles til boller, som sættes i en bradepande (kom et stykke bagepapir i bunden og smør evt. siderne med smør.) Bollerne står forholdsvis tæt, og skal røre hinanden, når de er færdighævede, igen 1-2 timer, hvis de skal have den karakteristiske form. Bages ved almindelig ovnvarme, 220 grader, i ca. 12-15 minutter, til de er gyldne, men stadig bløde, de må ikke danne hård skorpe. Skæres over og ristes inden servering. Serveres med koldt, frisk smør.

Anne

Ingen kommentarer:

Send en kommentar