De nyeste opskrifter og tips




Ravioli med Laks, Spinat, Ricotta og Tomatpesto

Print Friendly and PDF
Man kan nemt lave ravioli selv. Man kan købe forskellige remedier, der gør det nemmere, men det kan også fint lade sig gøre uden. Man kan købe et hjul, som laver bølgede kanter, ruller, der kan skære hele pladen ud på en gang, samt forme til at lave ravioli i. Her er den serveret med en pesto af soltørrede tomater og frisk høvlet parmesan. Det er nemmest at rulle pastadejen ud med en pastamaskine, har man ikke en sådan, kan man også rulle den ud med kagerulle. Ravioli er velegnet som forret, som tilbehør eller slet og ret som hovedret. Vil man servere et måltid på ægte italiensk vis, er denne en primo.

Til pasta:
  • 300 g durumhvedemel
  • 3 æg
  • 1 spsk olivenolie
  • 1 tsk salt
Til fyld:
  • 1 lille pakke røget laks
  • 1 bæger ricotta eller almindelig hytteost
  • 1 god håndfuld spinat
  • 1 fed presset hvidløg
Til tomatpesto:
  • 1 glas soltørrede tomater i olie
  • 100 g pinjekerner
  • 50 g parmesan eller grana
  • 1 potte frisk basilikum
  • 5 gode oliven (kan blendes med, eller skæres i skiver og kommes i pestoen efter)
Begynd med at lave pastadejen, læg mel i en bunke på bordet, lav en fordybning i midten og kom æg, olie og salt i fordybningen. Pisk rundt i det med en gaffel, når man ikke kan det længere, æltes dejen færdig i hånden, Læg dejen i køleskabet mindst ½ time. Kom alle ingredienserne til pestoen i en blender, (husk at udstene oliven, hvis der er sten i). Spinaten, lægges i vand, mindst ½ time og tages forsigtigt op, så jord og snavs der er bundfældet bliver på bunden af vandfadet. Spinat og laks hakkes, og røres sammen med ricotta eller hytteost samt det pressede hvidløg. Dejen deles i 2 portioner og, rulles ud på et bord, med olivenolie på, så hænger den ikke fast. Den må ikke være meget tykkere end 1 mm. Der lægges små portioner (på størrelse med en hasselnød uden skal) fyld på med 3-4 cm mellemrum på alle sider. Der pensles med vand mellem fyldet, den anden plade lægges over og der skæres, eller rulles mellem alle portionerne af fyld. Tryk kanterne med en gaffel. Man kan være meget kreativ og lave hjerter eller andre former, men det hurtigste er firkanter. man kan også stikke dejen ud med et glas, lægge fyld på midten, bukke den halvt over, og trykke den sammenføjede kant med en gaffel.  Kog raviolien i rigeligt, letsaltet vand 3-4 minutter. Serveres med pestoen og frisk høvlet parmesan.

Anne

Ingen kommentarer:

Send en kommentar