Det er ret nemt at lave kagecreme selv, og det smager meget bedre end pulverudgaverne. Kan bruges i alle sammenhænge hvor man bruger creme.
- ½ stang vanille
- 2½ dl sødmælk
- 3 æggeblommer
- 75 g sukker
- ca. 2 spsk Maizena eller anden majsstivelse
Flæk vaniljestangen på langs, skrab kornene ud, skil kornene ad ved at gnide dem med en kniv rundt i 1 tsk sukker. Bring stang og korn i kog sammen med mælken. Kom æggeblommerne i en skål, og pisk dem kraftigt med sukkeret, til blandingen bliver hvid. Tilsæt majsstivelse uden at piske. Hæld den kogende mælk i blandingen under piskning. Hæld det hele tilbage i gryden, og sæt den over varmen. Lad cremen koge i ca. 1 minut under kraftig piskning; pas på den ikke brænder på. Hæld cremen gennem en sigte over i en skål, dæk overfladen til med husholdningsfilm, og lad den køle af i køleskabet inden brug. Jeg har brugt det trick fra Mette Blomsterberg med at lægge husholdningsfilm ned på overfladen af det der er i skålen man dækker, så undgår man kondensvand. Det har jeg gjort siden jeg så hende gøre det, og forklare det i 'Det Søde Liv'
Anne
Ingen kommentarer:
Send en kommentar