Cannelloni er rør af pasta med fyld. Kan spises alene, eller serveres som tilbehør til f.eks. wienerschnitzler, hakkebøffer, hele bøffer, koteletter eller meget andet. Vil man servere et måltid på italiensk vis, er dette en primo.
- 400 g frossen, helbladet spinat (der skal simpelthen for meget til, hvis man bruger frisk, desuden er der absolut ingen grund til at bruge frisk spinat, hvis den skal opvarmes. Det er meget billigere, langt nemmere og lige så sundt at bruge frossen. Se evt. her blanchering)
- 400 g ricotta eller hytteost
- 5-6 friske lasagneplader, eller 6-8 tørrede almindelige lasagneplader
- 1 stort glas neutral tomatsauce, altså uden krydderier eller andet, højst tilsat salt. Eller 2 dåser flåede hakkede tomater
- 2-3 pakker hel mozzarella, så der er nok til at dække fadet med skiver
- oregano
- frisk basilikum
- salt
Bruger man almindelige tørrede lasagneplader, koges de 2 ad gangen i rigeligt letsaltet vand 4-5 minutter. Klip lasagnepladerne over i to, eller passende størrelse. Rør optøet spinat med hytteost og salt, og læg en skefuld på hvert stykke lasagneplade. Rul sammen og læg rullerne i et fad, med samlingen nedad. Hæld tomatsaucen eller de flåede tomater over. Drys med oregano og dæk fadet med skiver af mozzarella, drys evt. med lidt salt. Sættes i en 200 grader varm ovn 20 minutter, eller efter anvisning på lasagnepladernes emballage.
Anne
Ingen kommentarer:
Send en kommentar