De nyeste opskrifter og tips




Jordbær

Print Friendly and PDF
Ikke en ret, men der er alligevel nogle ting man bør vide om jordbær. Jordbærsæsonen er fra juni, til og med juli, for de fleste sortes vedkommende. Så det er med at nyde dem, den korte tid, for danske jordbær er de eneste, der smager, som jordbær skal. Det gør andre jordbær også, der hvor de er høstet, men når vi i vinterhalvåret får jordbær fra f.eks. Sydafrika, er de plukket umodne, så de kan holde til transporten. Det der giver jordbær den fantasiske smag er, når de får lov til at solmodne.

Jordbærsorter er et kapitel for sig. De smager faktisk vidt forskelligt. Der er ikke gode eller dårlige sorter, det er et spørgsmål om smag. Her er det en af vores to foretrukne sorter- Honeyeye, den anden er Dybdal.

Jordbær må aldrig opbevares i køleskab, det ødelægger strukturen i dem. De kan opbevares 2-3 dage ved stuetemperatur. Men hvis det er muligt, så spis dem samme dag, som de er købt- eller plukket. De er velegnede til frysning, men så kan de kun bruges til marmelade, lagkagefyld, saft og lignende.

Når man ordner jordbær, skylles de forsigtigt under rindende koldt vand, før man nipper blomsten af dem. Hvis man nipper den af inden, vil jordbærret smage af vand.

Læg de rensede jordbær i en skål, skær evt. de største i halve og drys med sukker for hvert lag. Det giver den jordbærsaft, som smager så godt i fløden. Jordbær bør ordnes 1-2 timer, mindst, inden de skal serveres.

Serveres med piskefløde, mælk eller en blanding af de to, alt efter hvad man er til. Samt ekstra sukker, til dem som ønsker det.

Anne

Ingen kommentarer:

Send en kommentar